Kontakt os
Markant resultatfremgang i DLG's tyske energiforretning
Om DLG / Presse / Nyheder
20. februar 2018

DLG Service & Energi erobrede markedsandele i 2017

Øget salg og skarp omkostningsstyring gav markant resultatfremgang i DLG’s tyske energiforretning. Øgede markedsandele og tilfredsstillende resultatet i den danske energiforretning.

2017 var et meget tilfredsstillende år for DLG-koncernens forretningsområde Service & Energi på hovedmarkederne i Tyskland og Danmark. Forretningsområdet omsatte for 13,6 mia. kr. (12,3 mia. kr. i 2016). 

Især resultatet i energiforretningen i det tyske datterselskab Team blev forbedret markant. Bl.a. som følge af forbedret salg, øgede markedsandele og skarp omkostningsstyring. DLG øgede sin omsætning med 1,3 mia. kr. bl.a. via Teams opkøb af to virksomheder i det nordvestlige Tyskland.  

”Team har leveret sit hidtil bedste regnskab med et resultat før skat (EBT) på 219 mio. kr. (218 mio. kr. i 2016). Det går tilfredsstillende med selskabets byggemarkeder, men især energiforretningen har leveret på et imponerende niveau i 2017. Potentialet for den fremtidige vækst er dog endnu større. Team er vores bedst indtjenende selskab, og derfor har vi øget vores ejerandel, så vi nu ejer 75,5%,” siger CFO i DLG-koncernen, Lars Sørensen.

Forretningerne er i topform 

Også den danske energiforretning – partnerskabet mellem DCC Energi og DLG Energi – havde et tilfredsstillende år. Med en vækst på 4% er DLG Danmarks største leverandør af dieselolie til landbruget. 

”Vi har formået effektivt at udnytte synergierne mellem DCC’s distributionsnetværk og DLG’s grovvareaktiviteter. Og med begge forretninger i god form forventer vi yderligere vækst i både omsætning og indtjening i Danmark i 2018,” siger Lars Sørensen.

Positivt resultat i Land & Fritid

DLG’s butikskæde, Land & Fritid, og biobrændselsområdet fortsatte sin fremgang i 2017 og opnåede et meget tilfredsstillende resultat på 11 mio. kr. før skat (7 mio. kr. i 2016).

”Land & Fritid er i en rigtig god udvikling og er blevet fusioneret med koncernens svenske og tyske butikskæder, så vi nu kan udnytte koncernsynergier på tværs af landegrænser,” siger Lars Sørensen. 


Yderligere information
Lars Sørensen, Group CFO, DLG: +45 6010 5009; lso@dlg.dk


DLG i korte træk - årsregnskab 2017
Se nøgletallene fra DLG's årsrapport 2017