Kontakt os
Om DLG / Presse / Nyheder
7. marts 2019

Danæg leverer historisk resultat i et udfordrende år

Danæg leverer det bedste resultat i koncernens historie og udbetaler 20 mio. kr. til Danægs andelshavere. Omsætningen var på næsten 1,3 mia. og steg med 59 mio. kr. Resultat før skat (EBT) steg med 28% ift. 2017. Det historiske resultat kommer i et udfordrende år med store forandringer på koncernens markeder.

Danæg-koncernens regnskab for 2018 blev det hidtil bedste med et resultat før skat (EBT) på 51 mio. kr. Resultatet er 28% højere end i 2017, der også blev betegnet som et tilfredsstillende år. Resultatet skal ses i lyset af et udfordrende år, der var krævende for aktørerne i ægbranchen. 2018 bød på udfordringer med efterdønningerne af den store konvertering fra buræg til alternative æg. Den varme og lange sommer medførte desuden et faldende ægforbrug i flere af de nordiske lande, ligesom flere udenlandske æg skabte øget konkurrence på det danske detailmarked. 

Som positiv effekt af årets rekordresultat, har generalforsamlingen i Danæg Holding A/S valgt at udlodde udbytte til sine ejere i Danæg og DLG. Danæg udlodder i alt 20 mio. kr. til sine danske og svenske andelshavere.

Målrettet arbejde bag historisk resultat

Det gode resultat i 2018 er belønningen af flere års målrettet arbejde med at optimere og udvikle Danægs interne produktion. Samtidig har koncernen forbedret den kommercielle platform ganske betydeligt. Samlet set er koncernchef Jann Dollerup Vig Jensen tilfreds med årets resultat, hvor koncernen for første gang rundede en betydelig milepæl med et resultat før skat (EBT) på over 50 mio. kr.

”Året er på mange måder forløbet tilfredsstillende for Danæg-koncernen, hvor vi er kommet fornuftigt igennem udfordringerne. Vi kan derfor med stolthed sige, at vi i år 2018 har præsteret et historisk resultat. Resultatet betyder samtidig, at koncernen nu har leveret et tilfredsstillende resultat for fjerde år i træk. Det vidner om stabilitet og en koncern, der samlet set er inde i en positiv udvikling. Samtidig er jeg glad for, at vi igen i år kan udlodde et betydeligt udbytte til vores ejere”, siger Jann Dollerup Vig Jensen.

Succesen bygger på mange års målrettet arbejde for en højere indtjening på eksportmarkederne: ”Vi har styrket samarbejdet med vores nuværende kunder, samtidig med at vi har oplevet en rigtig god tilgang af nye kunder – særligt på vores eksportmarkeder, hvor vi igen i år har oplevet pæn vækst. Generelt må vi sige, at eksporten i stigende grad bidrager positivt til koncernens udvikling, mens vi fortsat oplever meget stort prispres i alle afsætningskanaler på vores nordiske hjemmemarkeder, hvor marginerne er ganske små”, siger Jann Dollerup Vig Jensen.

Ny ambitiøs strategi skal løfte Danæg yderligere

2018 var samtidig første år i Danæg-koncernens hidtil mest ambitiøse strategi: ”Ready for the next level – 2021”. Strategien rummer klare målsætninger og handlingsplaner for at løfte Danægs forretning i 2018-2021:

”Vores strategiarbejde er forløbet positivt det første år. Med handlekraft og vores mange dygtige medarbejdere har vi realiseret mange af vores delmålsætninger. Derudover kører også en lang række strategiske projekter, så vi fastholder momentum i vores udvikling. Vi skal skabe yderligere vækst på eksportområdet, styrke vores position på de nordiske hjemmemarkeder og have fokus på bæredygtighed i hele værdikæden”, siger Jann Dollerup Vig Jensen.

Stærk ejerkreds giver tro på fremtiden i et omskifteligt marked

Koncernchefen fremhæver også det tætte samarbejde med ejerne som en del af forklaringen på den positive udvikling igennem de senere år.

”Vores andelshavere og DLG-koncernen er en stærk ejerkreds, der med stort engagement og stor faglighed bidrager konstruktivt til koncernens udvikling. Alle er enige om retningen, og alle bakker op om de handlingsplaner, som skal sikre os den udvikling, vi ønsker. Vi er med andre ord fortrøstningsfulde og ser positivt på fremtiden i en branche, hvor markedet hurtigt kan ændre sig, hvis vi ikke hele tiden er proaktive og forandringsparate”, slutter Jann Dollerup Vig Jensen.

Yderligere oplysninger
Jann Dollerup Vig Jensen, koncernchef, mobil +45 23 47 07 97
Lars Lunding, bestyrelsesformand, mobil +45 24 23 40 11

Nøgletal for Danæg-koncernen 2018 2017 2016
Omsætning, mio. kr. 1.278 1.219 1.220
Primær drift (EBIT), mio. kr. 51 43 48
Resultat før skat (EBT), mio. kr. 51 40 43
Årets resultat (EAT), mio. kr. 40 31 33,4
Egenkapital, mio. kr. 209 203 207
Soliditetsgrad, % 50,0 50,1 51,8
Egenkapitalens forrentning, % 19,4 15,1 16,6
Antal ansatte 249 256 252