Til hverdag bor Mathilde E. Christiansen i Ørbæk på Østfyn sammen med sin familie, der driver et hobbylandbrug. Som barn var hun med sin far på den lokale DLG-afdeling for at aflevere korn i høstperioden, men Mathilde har altid gerne villet prøve at ’stå på den anden side af disken’ og arbejde som høstmedhjælper på en modtageplads. Efter hun blev færdig med gymnasiet i sommeren 2020, var et sommerferiejob som høstmedhjælper i Frankfri derfor helt oplagt. Et år senere er hun tilbage på posten.
”Én høstsæson var slet ikke nok for mig. Den relation, jeg skabte til landmændene sidste år, ville jeg gerne arbejde videre på. Og det er superfedt, at de fleste kan kende mig fra sidste år og er glade for at se mig igen,” siger Mathilde, der håber på i hvert fald én sæson mere næste år.
Da hun startede som høstmedhjælper i 2020, var alting nyt. Mathilde havde dog forholdsvis let ved at sætte sig ind i arbejdet og IT-systemet. De mere erfarne DLG-kollegaer viste hende derfor stor tillid fra begyndelsen, og hun fik hurtigt ansvaret for selv at styre vejerboden.
For Mathilde er den største motivation i arbejdet at give kunderne den bedste service og gøre sit arbejde så ordentligt og effektivt som muligt, så landmændene ikke føler, at de spilder deres tid på at vente unødigt.
”Det er vigtigt, at her er ordentligt, og at vi fremstår som et sted, hvor der er styr på tingene. For det er der. Og så er det altid hyggeligt at få en kort snak med landmændene – ofte kender vi jo de samme mennesker, jeg kender deres børn, eller de kender min far og mor. Jeg elsker at pleje de gode relationer,” smiler Mathilde, der nyder at have travlt.
”Det må gerne være sådan, at jeg arbejder intenst og koncentreret – så føler jeg virkelig, at jeg udretter noget. Man skal lægge nogle kræfter i for at nå i mål. Og det er jo en begrænset periode med det høje arbejdspres, så det er ok,” fortæller Mathilde, mens hun hælder korn i vandprocentmåleren for at vise, hvordan den fungerer.
På modtagepladsen i Frankfri er de fire medarbejdere: To faste lagermedarbejdere, en elev og Mathilde i vejerboden.
”Jeg møder som regel kl. 7 om morgenen, og hvis der er travlt, kører jeg først hjem, når der ikke er flere landmænd, der skal aflevere korn hos os. Hvis ikke der er travlt, fordi der ikke rigtigt er gang i høsten, holder jeg fyraften kl. 17 sammen med kollegaerne i Land & Fritid, som vi deler bygning med,” fortæller hun.
Mathildes arbejde består i at stå i vejerboden og servicere de landmænd, der kommer for at aflevere deres korn. Vognene bliver vejet på vej ind og på vej ud på to forskellige brovægte. Mange steder har man kun en enkelt vægt til både at veje ind og ud på, så ifølge Mathilde er de privilegerede i Frankfri, som er en af de største afdelinger på Fyn, både pladsmæssigt og på kornindtag.
”Jeg tager kornprøver og vandprøver for at se, hvor høj kornets vandprocent er. Ud fra kornets vandprocent kan landmanden vurdere, om han skal vente lidt længere med at høste, fordi indholdet af vand er for højt,” forklarer Mathilde og fortsætter:
”Derefter taster jeg ind i IT-systemet, hvad det er, landmanden har leveret, og hvor han har læsset det af henne. Hele pladsen er delt op, så man afleverer raps ét sted, maltbyg et andet, hvede et tredje osv. På den måde sikrer vi at afgrøderne ikke bliver blandet sammen.”
Til forskel fra i år var høsten 2020 mere intens og koncentreret og varede tre sammenhængende uger, fordi det var godt vejr hver eneste dag. Derfor var Mathilde og hendes kollegaer på arbejde nærmest non-stop, både om dagen og aftenen.
”Jeg har altid hamburgerryg, leverpostej og rugbrød liggende i køleskabet her i vores køkken og pauserum. Så kan jeg klare mig, uanset om det bliver en kort eller en lang dag. Hvis vi er her om aftenen, får vi dog aftensmad udefra,” siger Mathilde med et smil.
Hvis hun skal pege på noget, som kan være udfordrende i jobbet, er det blandt andet ventetiden, når der ikke er noget at lave, f.eks. hvis vejret er vådt, og landmændene ikke kan høste.
”Der er andre ting, jeg godt kan hjælpe med her på stedet, men jeg skal samtidig være klar og smide, hvad jeg har i hænderne, hvis der pludselig kommer en traktor eller en lastbil kørende for at aflevere korn,” siger hun.
Mathilde oplever også af og til, at det kan være en udfordring at være ung og kvinde i et traditionelt ’mandefag’.
”Der er nogle, som studser over, eller lige skal vænne sig til, at det er en kvinde, og endda en ret ung en af slagsen, som tager imod deres korn og måske endda kører rundt på gummigeden. Men man kommer langt med et smil og at forsøge at møde landmanden der, hvor han er,” fortæller hun.
Mathilde er i gang med sit andet sabbatår, og i skrivende stund er hun rejst til Canada, hvor hun skal tilbringe det kommende halve års tid på en kvægfarm.
”Det var egentlig meningen, at jeg skulle ud at rejse sidste år, men det blev der ikke noget af på grund af corona-pandemien. Derfor har jeg blandt andet brugt tiden på at arbejde på et kvægbrug her på Fyn,” siger hun.
Mathilde har endnu ikke besluttet sig for, hvilken retning hun skal gå uddannelsesmæssigt, men udover at have med landbrug at gøre, er hun glad for at skrive og kommunikere. Derfor er en fremtid, hvor hun kan kombinere ord og kommunikation med noget praktisk og med interessen for landbruget, ifølge hende selv en oplagt mulighed.
”Hvor jeg skal hen karrieremæssigt, ved jeg ikke helt endnu. Lige nu prøver jeg mig selv af i forskellige sammenhænge, og så må vi se, hvor det bringer mig hen. Én ting er dog sikker: Hvis det overhovedet er muligt, vender jeg tilbage her til Frankfri og tager en høstsæson mere næste år,” slutter hun.